Hvorfor er Thit Jensen interessant set med vores nutidige øjne?
Thit sagde selv, at hun havde en særdeles veludviklet forargelsesevne, som drev hende helt fra hun var barn i Himmerland. Det var forargelsen, der vækkede hendes kampånd. Men forargelsen gjorde hende også meget ensom, fordi hun blev revet med, søgte kampen i enhver henseende og skubbede folk fra sig i sin iver efter at ændre verden.

Som Thit Jensen lever vi i en brydningstid, vores individuelle grænser rykkes konstant, og forargelsen trives. Vi forarges over tonen i den offentlige debat, over folk der springer over i køen, vi forarges over at nogen lader sig forarge af navnet på en is. Vi forarges over deltagere i reality-programmer, der udviser komplet mangel på selvindsigt eller økonomisk sans. Og forargelsen samler os for en stund – det er dejligt at være forargede sammen – men den skubber os samtidig længere og længere fra hinanden.

Thit Jensen ændrede virkelig noget – ingen tvivl om det – men til sidst var hendes ambition ikke så meget at lytte til sine modstandere og søge en forståelse, som det var bare at få så mange som muligt over på sin fløj. Er du ikke med mig, er du imod mig. Det synes jeg vækker genklang i dag.

Hvordan lærer du personen der portrætteres i stykket at kende – i dette tilfælde Thit Jensen?
Jeg læser så meget som muligt om og af personen, og prøver at finde de steder hvor det vækker genklang i mig. Hvor der er noget jeg som (moderne) menneske kan spejle mig i. Jeg kunne selv genkende Thits stærke trang til at skrive, hendes følsomhed, hendes nervøsitet for ikke at slå til og måden hun skrev sig igennem kriser. Jeg kunne genkende hendes urolige natur og hendes trang til at skubbe folk væk, fordi hun ikke ville såres, selvom det med tiden faktisk bare gjorde hende mere og mere ensom. Når jeg så skriver karakteren, tager jeg udgangspunkt i de sider i mig selv, og forsøger at finde ind til det hele menneske bag valkyrien.

Hvad har overrasket dig mest i arbejdet med Valkyriens kamp?
Det overraskede mig faktisk, hvor sårbar og omsorgshungrende Thit Jensen var. Og hvordan Himmerlands folk og moral både var en enorm gave for hende – men også en lænke om benet, hun aldrig slap af med.

Når du skal portrættere en kendt person, hvordan finder du så balancen mellem at være tro mod den virkelige person og samtidig gøre det dramatisk interessant? Hvor mange friheder synes du man kan tage?
Jeg vil principielt gerne svare: ”Alle de friheder man vil,” fordi man som manuskriptforfatter sommetider bare er nødt til at digte lidt til, når der er ukendte faktorer eller huller i historien. Man skal jo kunne retfærdiggøre over for publikum, at man har valgt at lave en teaterforestilling om det her menneske – og ikke en dokumentar. På den anden side synes jeg også, man skylder den portrætterede person at holde sig så tæt til sandheden som muligt; ellers er der ingen grund til overhovedet at skildre en historisk person. Så kunne man jo bare opfinde sine egne karakterer.

Sidste år skrev jeg Det Flydende Teaters forestilling om Anna Ancher – og hun var så hemmelighedsfuldt et menneske, at det krævede et større puslespilsarbejde at få samlet en dramatisk og nuanceret karakter. Med Thit Jensen har vi det omvendte problem. Der er meget mere drama og mange flere nuancer i hendes person, end vi kan nå at gøre rede for på halvanden time. Jeg leder altid efter ”det skurrende punkt” mellem karakterens skildring af sig selv – og andres skildring af karaktererne. Hvor stemmer de to skildringer ikke overens?  Det er som regel et godt sted at finde karakterens livsløgn – og så har du dramaet.

Hvis du selv kunne vælge, hvem vil du så helst skrive en forestilling om?
Stumfilmsstjernen Asta Nielsen. Eller maleren James Whistlers mor og yndlingsmotiv: Anna Whistler.