SKAL VI GRILLE? handler om helt almindelige menneskers måde at håndtere klimaforandringerne på. I den forbindelse er der ofte en balancegang mellem at folk skal forstå alvoren, men heller ikke give op på forhånd. Hvordan har I arbejdet med at forestillingen både skal kunne rumme det almindelige menneskes følelser og samtidig de ofte dystre fremtidsudsigter som det meste forskning peger henimod?
Vi har på mange måder taget udgangspunkt i vores egen håbløse håndtering af den her krise, og skabt en karikatur af os selv. Vi møder et menneske som går ”all in” i kampen for at redde klimaet – og som fejler totalt. Forestillingen bruger humor og banale symboler, som indgang til en vigtig samtale om vores altomfattende forbrugsvaner. Vi er opdraget til at forbruge, vi tager ikke et skridt uden.

Klimakampen kæmpes jo stort set kun gennem at indføre nye produkter – plantefars, el-biler, sågar teknologi som slet ikke er opfundet endnu! Det virker som en uoverkommelig opgave at finde erstatninger for noget så fundamentalt som værdien af at forbruge. Derfor starter vi med at anerkende den situationen – grine af den, græde lidt over den, i fællesskab.

Forestillingen tager udgangspunkt i nogle meget håndgribelige og hverdagsagtige objekter og rum, som for eksempel stranden og grillpølsen. Hvad er ideen med at bruge disse?
At vække følelser! Det er svært, fordi klimakrisen ikke er akut. Vi kan ikke forestille os fremtiden. Forestillingen er egentlig en lang afskedsceremoni, og det gør rent faktisk ondt at tænke på alt det vi skal sige farvel til, hvis vi reelt vil gøre en forskel. Kød fx. – grillpølsen! Alle de minder vi har med den; fester, bål, nem aftensmad til børnene. Men vi skal ændre vores vaner, og måske hjælper det at vi indrømmer overfor os selv og hinanden hvor svært det desværre er.

Hvad synes i at publikums deltagelse i forestillingen kan bidrage med og hvilken rolle spiller de i SKAL VI GRILLE?
Publikum er jo bare sig selv – helt almindelige, almindeligt oplyste mennesker, som har en god fornemmelse af, hvad der er op og ned i den her sag, men som højst sandsynligt også finder det svært at handle i overensstemmelse med den viden. Deres deltagelse er en del af forestillingens koncept og humoristiske fortælling; vi er sammen om at redde klimaet gennem at grille den sidste pølse. Det er hyggeligt og sjovt. Sammenkomsten er dog ikke kun ment som en morsomhed. Ambitionen er at deltagelsen bliver symbolsk i sig selv, at fællesskabet med mennesker du ikke kender, sætter sig fast og bliver et alternativ til nye sko eller Netflix.

Hvorfor er det vigtigt at lave forestillingen som et internationalt/skandinavisk samarbejde? Og hvordan har det været at lave denne forestilling på tværs af landegrænser under corona?
Sir Grand Lear er et skandinavisk kompagni, med base både i Norge og i Danmark. Ingvild Grande bor og arbejder i Trondhjem, og Lea Burrows i København. Vi leder konstant efter måder at arbejde sammen på, og corona har selvfølgelig gjort det ekstra udfordrende – og på den anden side langt mere klimavenligt pga. færre flyrejser! Forestillingen spiller udover på Amager Strand, på 3 særlige strande; i Trondhjem hvor Ingvild er født og opvokset, ved Vesterhavet i Bovbjerg hvor Lea er opvokset og på stranden i Reykjavik, hvor forestillingens koreograf Asrun Magnusdottir er fra. Alle tre steder har altså stor personlig betydning for hver af os – og bliver symboler for den natur vores livsstil måske er i færd med at ændre radikalt.

Det skandinaviske samarbejde har også ført til det tværfaglige samarbejde der er en del af Sir Grand Lear’s målsætning. Fx. ved at gøre brug af forskere fra Universitet i Trondheim, hvor Ingvild er fast underviser. SKAL VI GRILLE?-konceptet er bl.a. bygget op omkring en ide om, at grille CO2-neutralt – med menneskeskabt energi. Vi har sat et barn på en cykel tilkoblet en generator som lader et batteri, som tænder grillen. Det har været en øjenåbner! Der skal mange, mange timers cykling til at grille sådan en lille pølse! Stakkels barn! Omlægningen til denne type energikilde er endnu vanskelig at se for sig, men med forestillingen kan vi tilbyde en arena hvor forskningen bliver synlig og konkret for et publikum.

Hvad er i optagede af i jeres arbejde og hvad inspirerer jer lige for tiden?
Sir Grand Lear har gennem de seneste år stået bag en række projekter, som i særlig grad – og med en åbenlys humanistisk agenda – har involveret publikum. I SKAL VI GRILLE? spiller publikum en afgørende rolle både for fortællingen og for forestillingens udtryk. Et eksempel er forklæderne som publikum får på i forestillingen. De er syet af 60 forskellige mennesker, som har brugt deres gamle juleduge, tørklæder og håndklæder.

Vi inspireres af aktuelle socialpolitiske emner, og ønsker at lave forestillinger og igangsætte projekter der interagerer med virkeligheden gennem forløsende paralleluniverser, og som når de afsluttes, optimalt efterlader publikum med en samhørighedsfølelse, ved som gruppe at have oplevet noget for dem unikt. Vores arbejde skal balancere mellem at være folkeligt og uprætentiøst, og samtidig stærke kunstprodukter.

Scenekunsten kan virkelig bruges til noget, når det blander sig med virkeligheden, når den tør at spille en rolle i den offentlige debat!

Sir Grand Lear fotograferet af Tom Ingvardsen