fbpx Skip to main content

Du driver Instagram-kontoen og podcasten “Kvinde kend din historie”, hvor du fremhæver og fortæller om historisk fremtrædende kvinder. Hvad fik dig til at starte det op, og hvorfor synes du at det er vigtigt med fokus på historiske kvindeskikkelser?
Som nyuddannet historier i sommeren 2018 opdagede jeg at jeg manglede viden om kvinder i historien. Kvinders rolle i historien havde ikke været en naturlig del af undervisningen på universitetet, men det største chok for mig var, at jeg aldrig selv havde forventet det. Jeg ville ikke gå ud i verden og kalde mig historiker uden at have dette perspektiv med. Derfor besluttede jeg mig for at gå i gang med at læse op, og begynde at dele min viden. Instagram lå lige til højrebenet.

Hvorfor jeg synes det er vigtigt at kvinder skal skrives ind i historien? Det er et spørgsmål jeg bliver stillet rigtig ofte, og egentlig er det lidt absurd det spørgsmål. For det er jo åbenlyst.

Kvinder er 50% af befolkningen og det har de altid været – selvfølgelig skal de fylde i historien på lige fod med mændene. Vi kan ikke længere bruge tid på at diskutere hvorvidt det er et problem, vi skal bare i gang med at handle og rette på problemet!

Og i forlængelse heraf – hvorfor er Thit Jensen interessant set med vores nutidige øjne og i en nutidig kontekst?
Thit Jensen er en af de mest spændende personer i danmarkshistorien. Hun viser nemlig menneskets kompleksitet – på den ene side var hun enorm progressiv i sin tankegang og på den anden side var hun nærmest reaktionær set med vores tids øjne. Gennem hendes forfatterskab og aktivisme blive hendes samtids litterære ånd, samfundsdebatter, kønsopfattelser og konflikterne heri meget tydelige.

Hun voksede op som datter af en dyrlæge og spiritist i Farsø i Himmerland. Hun var fjerde barn i en stor søskendeflok og oplevede på første hånd mænd og kvinders forskellige levevilkår. Hvilken betydning havde hendes opvækst for hendes senere liv?
Thit Jensen oplevede på nært hold hvor stor forskel der var på hendes forældres udfoldelsesmuligheder i livet. Det gjorde stærkt indtryk på hende at se sin mor blive gradvist mere nedbrudt både fysisk og psykisk af de mange graviditeter og fødsler – senere kaldte hun kvinder som sin mor fødemaskiner. Hun mærkede på egen krop hvordan hendes brødre fik flere livsmuligheder i form af uddannelse og rejser end hun selv, og hun så hvordan mændene i byen samledes omkring den politiske magt, men forvaltede den, i hendes øjne, meget useriøst.

Thit Jensen var meget selviscenesættende og brugte meget sig selv i sin promovering. Hvilken betydning havde det for samtidens opfattelse af hende og kan det have haft betydning for hvordan vi opfatter hende i dag, hvor hun til dels overskygges af sin bror Johannes V. Jensen? 
Thit Jensen var en af de første forfattere der forstod at bruge medierne aktivt til at få sine budskaber igennem, og hun var ikke bange for at stikke næsen frem og få et rap engang imellem. Jeg tror det var overraskende fordi det var sjældent en kvinde opførte sig på den måde i begyndelsen af 1900-tallet. Hun var også fuld at humor og selvironi, så på den måde kunne hun også virke forvirrende i sin samtid – hvad vil denne finurlige dame? Da Johannes V. Jensen skrev Kongens fald og modtog Nobelprisen fik han en naturlig plads i historiebøgerne som han absolut fortjener! Jeg synes egentlig ikke der er grund til at sidestille de to, bare fordi de var søskende. Der burde være fint plads til dem begge, og Thit Jensen er faktisk en af de kvinder som er godt på vej til at blive en naturlig del af vores kollektive historiske erindring.

Hvad er dit favorit Thit Jensen-citat, -udtryk eller anekdote?
Jeg er jo vild med Thit Jensens historiske perspektiver i sit virke og derfor er dette mit absolut yndlingscitat:

”Når man fordyber sig i historien, kan man frigøre sig fra det nedarvede snæversyn, fordi man opdager, hvor meget der har måttet passere forargelsens ildovn, før det er blevet accepteret som simpel fornuft og retfærdighed” 

 

Har du lyst til at vide, hvad historiker Gry Jexen ellers arbejder med? 
Så kan du læse mere på hendes hjemmeside: 

SENESTE NYHEDER

Filter

De Usynlige på turné

Forestillingen DE USYNLIGE er draget på efterårsturné
13. november 2024

Filter

DT seminar

Teatergrad til årets DT Seminar i Odense
11. november 2024