Pelle Nordhøj Kann er instruktør på sommerens forestilling ASTA, og er samtidig også kunstnerisk leder på Teatergrad. Han har været med til at lave alle Teatergrad og Det Flydende Teaters sommerforestillinger, enten som instruktør, medvirkende eller som hjernen bag. At portrættere de danskere, der har en plads i vores allesammens bevidsthed, er altså ikke fremmed for ham. 

Hvad er en instruktørs vigtigste opgave? Og hvad er det sværeste ved arbejdet som instruktør?
Grundlæggende synes jeg at det er enormt sjovt og privilegeret at være instruktør, for jeg får virkelig lov til at fortælle historier, sammen med en masse gode mennesker. Det er super privilegeret, at have statsfinansieret taletid og et publikum der lytter. Det er ikke mange forundt, så det er jeg dybt taknemmelig over.

På Teatergrad skaber vi i høj grad som et ensemble, så én af de vigtigste opgaver for mig som instruktør, er at ”orkestrere” og sammenflette alle de gode ideer og tanker, der dukker op fra ensemblet i en prøveproces. På den ene side skal jeg have en helt klar idé, en vision og et tydeligt formål med at lave forestillingen, men samtidig være åben og ydmyg overfor alle de idéer, der kommer fra de begavede mennesker, der er med til at skabe vores forestillinger. Den balance er både den sjoveste, vigtigste OG nok også den sværeste.

Når man laver et portræt af en virkelig person, hvordan sikrer man så, at publikum går derfra med mere end bare historiske facts?
På teatret er vi så heldige at vi ikke står til regnskab for “virkeligheden”. Det kan vi lade andre om; forskere, biografiforfattere, dokumentarister mm. Teater er pr. definition fiktion. En fiktion vi laver sammen med publikum, hvor vi leger at “I denne forestilling er Nanna Cecilie Bang, Asta Nielsen”. Det giver en enorm kunstnerisk frihed, at kunne beskæftige sig med et fiktivt univers, der tager afsæt i et virkeligt levet liv.

Historiske facts og sandheden om Asta Nielsen er der andre der må beskæftige sig med. Vi vil enormt gerne bruge Asta Nielsens liv til at belyse nogle vigtige nutidige samfundstematikker, der har relevans for et moderne publikum. Ved at beskære, redigere og fiktionalisere tillægger vi altså det historiske materiale en nutidighed og en relevans, som publikum forhåbentlig bliver følelsesmæssigt ramt af. Jeg oplever at fiktionen er enormt god til at skabe disse følelsesmæssige oplevelser, refleksioner, diskussioner og debat. Og for mig er det dét teatret handler om.

Forestillingen spiller både udendørs på Sophienholm og indendørs på turnéen. Hvordan får man skabt en forestilling der kan begge dele? Og er der nogle praktiske overvejelser man skal tage hensyn til?
Grundlæggende ser jeg det som en stor gave at lave en forestilling, der skal kunne passe ind i forskellige typer af rum. Det er et sjovt kreativt benspænd, der bestemt også kan give lidt søvnløse nætter i prøveperioden. Først og fremmest kræver det at vi er MEGET tydelige i, hvad er det for en historie vi gerne vil fortælle og hvad vi ønsker at publikum skal have ud af den. Hvis vi er meget bevidste om dét, så kan vi fortælle den historie på mange forskellige måder. Vi kan gøre det stort og fysisk krævende med masser af flotte billeder ude i naturen på Sophineholm. Vi kan også gøre det intenst og intimt – nærmest klaustrofobisk – indenfor, hvor publikum sidder med tåspidserne på scenekanten. Historien er den samme, men indpakningen og formidlingen kan være vidt forskellig.

Hvilken kendt person drømmer du om at lave en forestilling om næste gang?
Vi leder altid efter kulturpersonligheder, der har haft stor betydning i sin samtid, men som samtidig kan bruges som løftestang til at fortælle noget vigtigt om vores nutidige samfund og vores fælles fremtid. Efter 15 år med portrætter af enkeltstående, mageløse individer drømmer jeg om at lave en forestilling, der i højere grad portrætterer en tid. En tendens i samfundet, et fællesskab eller en unik gruppe, der har gjort en forandring.

Det er jo egentlig lidt paradoksalt, efter alle disse år med portrætter, men grundlæggende tror jeg på at individet altid vil være en del af en epoke, en tendens, en type af tænkning og ud af det kan der udkrystallisere sig nogle store individer. Hvad var Karen Blixen uden kolonialismen?  Hvad var Arne Jacobsen uden funktionalismen? Hvad var Asger Jorn uden CoBrA, eller Thit Jensen uden kampen for kvindefrigørelse? Jeg siger det ikke for at tage noget FRA dem, men i erkendelse af at vi alle er en del af en strømning – og dét drømmer jeg om at lave en forestilling om.

Det kunne fx være perioden lige op til anden verdenskrig, hvor både nationalismen og kulturradikalismen blomstrede. Hvor København var en smeltedigel af varieté, jazzmusik, poesi og nye tanker om fremtiden.