Hvorfor er det spændende for publikum at se true crime-teater, når markedet allerede byder på rigtig meget i denne genre indenfor podcast, bøger, tv og radio. Og hvorfor er det interessant at bearbejde som teater?
Peter: Det tilfører fortællingen et ekstra tvist, når det har en krog i virkeligheden. I princippet kunne man have opfundet nogle historier, men det at det tager udgangspunkt i virkeligheden tilfører en ekstra dimension. Det gør ikke ”Et dukkehjem” og ”Frøken Julie” mindre aktuelle, men det at der tages udgangspunkt i det virkelige levede liv har en betydning for hvordan budskabet modtages. Det er ikke noget man skal gøre hver gang, men det er noget man kan prøve af, og det er min oplevelse at arbejdet mellem virkelighed og det abstrakte, kan være med til at tydeliggøre nogle af de følelser som sagerne vakte, og det er derfor det er spændende som teater.

Christine: Vores bud på true crime har i høj grad fokus på, hvad det er hos os som mennesker, der bliver fascineret at genren, fremfor at være endnu et bud på endnu en true crime fortælling. Der er 42 forskellige ‘true crime’ dokumentarfilm på Netflix. En af Danmarks mest lyttede podcasts Mørkeland har leveret mere end 180 afsnit. Kriminalredaktioner opruster på aviser. Ifølge professor i journalistik, Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitet, er det overdrevne fokus på personfarlig vold med til at øge utrygheden i samfundet unødigt. Vold udgør reelt under 2 % af al kriminalitet i Danmark.

Hvordan forholder I jer til at forestillingen bruger virkelige sager?
Christine: Vi har gjort os mange overvejelser om netop dette. Det er meget vigtigt for os at tage disse sager op med stor respekt og omsorg for de ramte og pårørende i de enkelte sager og også i alle andre sager. Vores ønske er, at publikum skal gå ud fra forestillingen med en opmærksomhed på, hvordan disse tragiske situationer efterlader de pårørende, og hvordan vi som omverden kan bakke op. Vi har valgt at ændre navne, steder og enkelte andre informationer for ikke at fremstille enkeltpersoner – vores forestilling ønsker ikke at udstille nogen, men at italesætte de overordnede problemstillinger.

Peter: Det er ikke meningen at de enkelte sager bag forestillingen skal være interessante. Vi ser det som en kommentar og en mulighed for at undersøge skyld. Hvorfor er den så vigtig og hvorfor så forfærdelig? Den anden gren er ansvar – hvornår skal vi tage ansvar og reagere? Hvornår skal man blande sig? Det giver et ekstra element at det er virkelige sager. de der er mennesker der efterfølgende har stået og spurgt sig selv “Kunne jeg have gjort noget?”. Og det kunne nogen af dem formentlig.

Hvad får I ud af at lave en co-produktion mellem to så forskellige teatre som Randers Teater og Teatergrad? 
Christine: Selvom vi er to meget forskellige teatre, brænder både Teatergrad og Randers Teater for at dyrke og undersøge de medfortællende elementer, som brugen af byrum som spillesteder giver os. Vi har en ambition om at skabe fortællinger der i nærvær og intensitet går dybt inder under huden på os og giver os noget med hjem, som skaber en lille ændring i vores liv.

Peter: Vi har lavet en del site specifik-teater før. Vores tilgang har nærmest været at skabe en slags voyeuristisk indblik. Jeg har fulgt Teatergrad i mange år, og den måde de lægger et ekstra element ind i dette, er meget spændende.

Har I oplevet nogle forskelle i de to teatres tilgange til at skabe en forestilling, og hvad tager I med jer videre?
Peter: Vi har jo ikke en fast hus-instruktør med en fast tilgang, så i princippet kunne vi have hyret Pelle (red. Nordhøj Kann, instruktør) ind for at få noget input fra Teatergrad. Det der har været interessant for os er, at Teatergrad jo har en maskine, hvor den kunstneriske stab er en del af selve driften af teatret, hvorimod jeg, som direktør for Randers Teater, er hoppet ud af det kunstneriske, og beskæftiger mig med at sætte de kunstneriske processer i gang. Det er en anden indgangsvinkel, som Teatergrad kommer med. Det er meget fleksibelt og med snuden i sporet, og der er et enormt engagement i alle led. Det har været meget spændende for vores organisation at være en del af.

Christine: Jeg kan virkelig anbefale andre – både i kulturlivet og andre erhverv – at samarbejde på tværs af størrelser. Det er en stor luksus for os at arbejde med et teater med stor drift og dermed nogle helt andre muligheder for at rykke hurtigt, når der er nogle kunstneriske ønsker. Der er ingen tvivl om at vi tit oplever at blive begrænset fordi vores meget begrænsede faste ressourcer simpelthen ikke rækker til det. Vi kan i høj grad inspirere hinanden i vores arbejde, både administrativt, på produktionen, i vores arbejde med markedsføring og i det direkte kunstneriske rum.

af Christine Worre Kann, teaterleder Teatergrad og
Peter Westphael, teaterdirektør Randers Teater