7. november 2023
INTERVIEW
Samarbejde i kampen mod ensomhed
Morten Schwarz Lausten fra Røde Kors og Christine Worre Kann fra Teatergrad deler ud om deres samarbejde og kampen mod ensomhed
Hvordan vil I beskrive ensomhed? Og hvorfor tror I at ensomhed er et stort problem i samfundet?
Morten: Ensomhed er en følelse, der kan ramme os alle. Det er enormt vigtigt, at når vi taler ensomhed her er det en følelse og tilstand, der er invaliderende og som vi som samfund SKAL handle på. Vi kan kun gisne om, hvorfor følelsen af ensomhed stiger. Én grund kan være, at vi faktisk er blevet opmærksomme på det – for mange af de grunde vi ser er kendte; eksklusion fra fællesskaber pga. fysiske og psykiske handicap, alvorlig sygdom, social isolation, flytning, migration fra et andet land, skilsmisse eller mangel på legekammerater. Et virkelig komplekst problem, der kræver mange forskellige kompetencer for at løse.
Christine: Ensomhed er en følelse som de fleste af os kan blive ramt af fra tid til anden. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men hvis følelsen tager over, kan det blive problematisk. I øjeblikket er der en stigning af unge der føler sig ensomme i “høj” eller “meget høj grad”. Dette kræver handling. I takt med at vi bliver mere fokuseret på os selv som individer og på vores mål er der en fare for, at vi glemmer at dyrke og passe de fællesskaber der skal give os energi og hvor vi skal give energi til andre.
Teatergrad og Røde Kors har jo et samarbejde med forestillingen DE USYNLIGE, som ikke jeres første samarbejde med skoleforestillinger. Hvorfor var et samarbejde oplagt i missionen for at bekæmpe ensomhed?
Morten: Partnerskabet mellem en humanitær organisation som Røde Kors og Teatergrad gør, at vi kan formidle dette tabubelagte emne i et sprog, der engagerer publikum på en kropslig, sanselig måde.
Christine: Hvis vi skal løse store samfundsproblematikker, må vi adressere udfordringerne med mange forskellige virkemidler og tilgange. Partnerskabet mellem Røde Kors og Teatergrad er oplagt, da Røde Kors har en enorm ekspertise på området og vi kan omsætte deres viden og indsigt til medrivende teaterforestillinger. Uden hinanden ville det blive svært – sammen kan vi nå langt bredere ud,
Blandt børn i alderen 11-15 år angiver 6 pct., at de føler sig ensomme tit eller meget tit – svarende til 1-2 børn i hver folkeskoleklasse. Hvad tror I den stigende ensomhed blandt børn og unge skyldes? Og hvorfor synes I, at teater er et godt greb til at åbne op for samtalen om emnet ensomhed til skoleelever?
Morten: Børn og unge har altid været hurtige til at føle sig ensomme, hvis der ikke lige var en legeaftale. Eller selvfølgelig, og meget værre: at man simpelthen blev holdt udenfor. Dette accelereres naturligvis af den omfattende brug af sociale medier, hvor man jo skal være på konstant, for at være social – aka med i fællesskabet. Teatret er fysisk og nærværende og motiverer eleverne til at deltage i samtalen.
Christine: Der kan være mange grunde til denne stigning, men jeg kan ikke lade være med at overveje om vi har fået opbygget et præstationssamfund der kræver for meget af vores børn og unge. Vi afkræver hele tiden at de skal træffe valg, de skal være “gode”, de skal være “ansvarlige” og “perfekte”. Perfekthedskulturen er enormt isolerende og kan være med til at skabe en følelse af ensomhed. Jeg tror desuden at vores børn og unge kan have godt af at vi som voksne nogle gange træffer valg for dem og dermed også fratager dem noget ansvar. Og så er der selvfølgelig den store elefant i rummet – vores chat-samvær på nettet – som vi endnu ikke kender de fulde konsekvenser af.
Teater er bl.a. et af de greb, der kan bruges i kampen sammen mod ensomhed. Men har I et eksempel på, hvor samfundet skal tage fat, for effektivt og langsigtet at få bragt ensomhedskurverne nedad? Og hvilke greb kan skolerne tage i brug, i kampen mod ensomhed?
Morten: Det er vigtigt at skolerne er opmærksomme på, at der i hver klasse sidder en-to elever, der føler sig ensomme. Når vores hårdtarbejdende lærere hele tiden skal forholde sig til udfordringer som disse, er det bare endnu en ting på lærernes lange to-do-liste. Men den stigende ensomhed kan ikke løses med et quickfix. Indsatsen skal ske på flere områder – på tværs af samfundet. Og det er også derfor, at Røde Kors har samlet 115 andre aktører i Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed, der på tværs af kommuner, regioner, virksomheder og organisationer fra civilsamfundet har formuleret en national handlingsplan til at bekæmpe ensomhed. Denne handlingsplan rummer hele 75 tværgående initiativer til at løse dette komplekse problem. Skoler og hele uddannelsessektoren er bare ét område, der skal sættes fokus på for at nedbringe følelsen af ensomhed.
Christine: Ensomhedsfølelsens største fjende er gode, sunde, ligeværdige fællesskaber. Teatret kan være med til at skabe dette. I teatret kan vi reflektere over, hvordan vi selv har det og hvad vi kan gøre for andre. Derudover vil jeg mene at det er utrolig vigtigt at vi både i familierne, skoleklasserne og andre sociale sammenhænge – store og små – dyrker respekten for hinanden, ser hinanden som ligeværdige og opdyrker sunde fællesskaber.